I 2017 fik Bodylab deres første kinesiske kunde. Med dem vil de ind på det kinesiske marked med deres helt egenudviklede proteinchips, der skal tilpasses det kinesiske marked.
Det begyndte med en masse tanker på et kollegieværelse i begyndelsen af 00’erne, men i dag har Bodylab vokset sig til en stor spiller inden for udvikling og produktion af velsmagende og funktionelle sportsprodukter, healthy og fit lifestyle produkter samt kosttilskud. Det betød, at virksomheden ville udvide forretningen og gå ind på det kinesiske marked med en helt ny proteinchip, der skulle fremstilles specielt til kineserne.
Problemet i Kina er nemlig, at der findes mange usunde mellemmåltidssnacks, som blandt andet har medført en voldsom stigning af type 2 diabetes og andre livsstilssygdomme. Det er her, at Bodylab så et hul i markedet, da deres produkt skulle være markant sundere end de eksisterende alternativer uden at gå på kompromis med kvaliteten, smagen og oplevelsen.
Tilbage i 2017 fik Bodylab deres første kinesiske kunde/samarbejdspartner i Shanghai. De lavede en femårig samarbejdsaftale med virksomheden, der allerede var erfaren i at sælge europæiske high-end produkter på det kinesiske marked, med henblik på at penetrere det svære marked. Generelt er dansk proteinpulver i høj kurs i Kina, men i 2017 var der ingen danske eller internationale brands, der havde smagsorienteret deres proteinpulver til kinesernes specifikke præferencer.
Gennem Regions Midtjyllands innovationsprogram Midtnet Kina søgte Bodylab midler til at lave en ny slags proteinchips med afsæt i de kinesiske smagsmønstre. Der skulle udvikles forskellige smagsvarianter, som de kinesiske forbrugere ville tage godt i mod. Proteinchipsene skulle udvikles i tæt samarbejde med de andre partnere: Professionshøjskolen UCN, BetaPack, Toft Care og samarbejdspartneren i Kina.
Sammen skulle de stå for forskellige udviklingstrin i forbindelse med projektet; udvikling af et produktkoncept, test med et kinesisk smagspanel, udvikling af specialemballage, digital konceptudvikling og test af alle processerne for at nå frem til en prototype.
Ifølge Bodylab har de i de sidste par år haft tocifrede vækstrater, og i 2017 eksporterede de til 26 forskellige lande i Europa, Mellemøsten og Asien. Deres koncept bygger på, at man handler direkte fra fabrikken, så man undgår fordyrende mellemled. Det vil sige, at Bodylab selv producerer alle deres produkter. Derudover har de ingen fysisk butik, men forhandler udelukkende på internettet, og derved sparer de også på administrationen, så produkterne er billigere.
I 2019 valgte virksomheden at skifte administrerende direktør fra stifter Rasmus Thorup Andersen til Kenneth Halvorsen. Det skete et par år efter, at den norske fødevareinvestor Scandza havde opkøbt Bodylab fra netop Rasmus Thorup Andersen. Kenneth Halvorsen skal ifølge Scandza gøre Bodylab til en international fødevarevirksomhed med fokus på Norden og senere endnu større koncentration mod Kina og Mellemøsten.