Medmindre du har bopæl under en sten, kan du ikke undgå at have lagt mærke til det de senere år; verden er blevet mere ”gamificeret”.
Alle yngre mennesker kan dansetrinnene fra Fortnite, TV 2 Zulu viser Esportsturneringer og landets statsminister både tweeter om og spiller CS:GO med Astralis-holdet. Og det er bare herhjemme. I Asien og især Kina er spilindustrien enorm. Målt på omsætning er Kina det klart vigtigste land i forhold til computerspil. 6000 virksomheder i landet arbejder med spil. 600 millioner kinesere spiller, og markedet i øst anslås alene til at tælle 30 procent af den samlede målgruppe for spil generelt.
Trenden blev også opfanget i lille Grenaa, hvor to gange Mikkel hurtigt øjnede muligheder. Den første Mikkel startede firmaet Game Course Scandinavia, hvor også Lars Henriksen fra spiludviklingsfirmaet Apex kom til at spille en stor rolle. Den anden Mikkel, med efternavnet Lodahl, repræsenterer Erhvervsakademi Danias spiluddannelser, der, som vidensinstitution, er partner i projektet.
Den første Mikkel, hvis navn fuldendes med tilføjelsen Fledelius Jensen, spottede et hul i markedet. For selvom kineserne var vilde med at spille, så var de ikke helt så vilde med at designe dem. Ikke at der ikke kom nye kinesiske spil, for det gør der i høj grad. Faktisk 20.000 årligt, rundt regnet. Forretningsmuligheden lå imidlertid heller ikke i antallet, fortæller Mikkel Fledelius Jensen.
- Kinesiske spiludviklere har en helt anden tilgang til design af computerspil end den, vi anvender i Skandinavien. De fleste spil med kinesisk ophav er primært designet ud fra en målsætning om, at få brugerne til at bruge flest mulige penge inde i spillet, når først de har f.eks. har installeret det på deres smartphone, hvor vi i Skandinavien i langt højere grad starter med grundhistorien i et spil. Sådan tænker kinesiske spildesginere ikke. De kopierer ofte bare de spil, de kan se, der fungerer. Og en stor del af forklaringen findes i det faktum, at uddannelser i spildesign ganske enkelt ikke findes i Kina – så de lærer det ikke, inden de skal ud i industrien og have ansvar for udvikling af ideer og koncepter til nye produktioner.
Det satte Mikkel Fledelius Jensen sig for at gøre noget ved.
Game Course Scandinavia beslutter sig derfor for, at de skal udbyde efteruddannelse til kinesiske spildesignere. En slags uddannelse i computerspilsdesign til kinesiske spiludviklere og -designere kurateret af skandinaviske undervisere fra toppen af computerspilskransekagen.
Mikkel Fledelius Jensen og co. fik herefter kontakt til en anerkendt forsker på et kinesisk universitet, som var meget begejstret for ideen og bestemt mente, at han kunne hjælpe de danske iværksættere på rette vej.
Der var bare et par problemer, viste det sig.
- Den kinesiske regering valgte ganske kort efter at lukke ned for udgivelsen af nye spil, og vores kontakt kom på andre tanker, da han også blev stillet en politisk karriere i udsigt. Sådan kan det gå i Kina, har vi erfaret, smiler Mikkel Fledelius Jensen.
Mikkel og det øvrige konsortium i MidtNet Kina-projektet ’Game Course China’ måtte altså tage joysticket i den anden hånd, så at sige.
Heldigvis for dem er Kina et land med mange mennesker, og der var da også andre folk, der gerne ville tage et møde med de to danske iværksættere, da de også kunne se potentialet i at uddanne de mange kinesere i design af computerspil.
- Vi kom sidenhen i kontakt med andre i Kina, der sagtens kunne se potentialet i disse kurser eller efteruddannelsesforløb, som vi kalder dem. Vi må jo ikke kalde dem uddannelser, smiler Mikkel Fledelius Jensen skævt, og fortsætter:
- Nu har vi udviklet en prototype til en efteruddannelsesforløb af cirka 2,5 måneders varighed, hvor vi inddrager undervisere fra nogle af Skandinaviens bedste uddannelser i spiludvikling samt repræsentanter for nogle af de mest innovative spilvirksomheder i Danmark. Vi henvender os primært til kinesiske spiludviklere med minimum tre års erfaring fra branchen, så det er heller ikke for alle og enhver. Og det helt centrale mål er at give de kinesiske spiludviklere og -designere en langt mere systematiseret tilgang til gamedesign. Kvaliteten skal være høj, for vi vil kun levere det her, hvis vi kan stå inde for det hele.
Derfor går Game Course Scandinavia i gang med at teste deres koncept på det kinesiske marked hen over sommeren, hvor de har hyret forskellige kvalitetsundervisere ind, som for alvor skal vise kineserne, hvordan vi i Skandinavien designer computerspil.
- Måske endnu vigtigere skal de vise og lære kineserne, hvordan vi tænker helt generelt. Det tror vi på, er den bedste læring, vi kan give dem, siger Mikkel Fledelius Jensen.
Hele missionen med at lære kinesiske spildesignere at tænke ud af boksen kommer blandt andet fra de oplevelser, projektkonsortiet har gjort sig med spilmarkedet i Kina.
- Hvor vi i vores del af verden sætter en dyd i at gennemføre et spil ved at ganske enkelt bare at spille det ud fra dets egne præmisser og regler – vi kan kalde det ’play-to-win’ – er der i Kina en langt større status i at betale sig til f.eks. nogle af de ekstra ting man kan opnå i et givent spil. Så det er i langt højere grad ’pay-to-win’. Kinesere går meget op i at vise deres velstand, og computerspil er bare endnu en måde, hvorpå de kan gøre det ved f.eks. at fremvise de ting man har købt i et spil på sociale medier. Og det har meget ofte en kedelig indflydelse på den kreativitet og gode ide, der ideelt er udgangspunktet for ethvert godt spil, hvis fokus udelukkende er på at få brugerne til gennemføre flest muligt mikrostransaktioner inde i spillet fremfor at give dem en sjov og udfordrende oplevelser, siger Mikkel Fledelius Jensen.
Netop dét skal de kinesiske spiludviklere og -designere væk fra, hvis det kinesiske spilmarked skal fortsætte sin vækst. Især hvis væksten også skal hentes på andre markeder end det hjemlige, hvor vilkårene, som tidligere nævnt, er blevet en smule forringet.
- Vi har besøgt spiludviklere i Kina, hvis primære designdokument var et Excel-ark, hvor de kunne se, hvor meget de tjente på forskellige funktioner. Det, der virkede, kom der mere af, men nytænkning var ikke i højsædet, sider Mikkel Fledelius Jensen.
Den nytænkning skal Game Course Scandinavia nu forsøge at massere ind i kineserne. Blandt andet med dygtige undervisere fra hele Skandinavien, da det, ifølge Mikkel Fledelius Jensen, er her, man finder de bedste af slagsen.
- Nu skal vi lige have det hele testet af over sommeren, men vi tror bestemt på konceptet. Så vi kører videre til og med august, og selv når vi har konceptet på plads, så skal vi stadig have hele forretningsmodellen på plads. Så der er nok at arbejde med, siger Mikkel Fledelius Jensen.
Game Course Scandinavia er ikke det fjerneste i tvivl om, at Midtnet Kina-projektet har gjort en forskel for dem i forhold til deres forretningside.
- Uden de støttemidler og det samarbejde, vi har fået igennem Midtnet Kina, så var det ikke sikkert, at vores indtog i Kina var blevet til noget. Der er stadig en masse hårdt arbejde i det, men det har klart gjort det muligt og mere realistisk for os.
Selvfølgelig ved vi endnu ikke, hvad det reelt set ender med, men vi har stor tiltro til, at det bliver rigtig godt.
- Drømmescenariet er selvfølgelig, at den kinesiske regering kommer på bedre tanker, samler ”uddannelsen” op og legitimerer det fuldstændig. Det ville være en gamechanger for os, siger Mikkel Fledelius Jensen.
Samtidig er der også store muligheder i efteruddannelsen på den skalerbare bane, mener de hos Game Course Scandinavia.
- Potentielt er vores produkt jo utrolig skalerbart. Vi kan køre større hold, udbyde kurserne flere steder. Set fra min stol er det jo en no-brainer, men vi må se, hvad kineserne siger til det. Om ikke andet har vi lært en masse af at arbejde med og i Kina, vi er blevet meget mere agile. Kina er langt fra let, men Midtnet Kina-projektet har klart styrket os som virksomhed.
Hvad udgør det største potentiale for jer som virksomhed lige nu?
- Altså, hvis den kinesiske stat nu fjerner sine forbud mod computerspilsuddannelser og accepterer, at gamingkulturen er kommet for at blive, så ville det da være meget rart, joker Mikkel Fledelius Jensen.
Mikkel Fledelius Jensen, CEO/Founder, Game Course Scandinavia ApS
+45 2681 5133 / gamecoursescandinavia@gmail.com
Apex Group ApS
Kontaktperson: Lars Henriksen, direktør, lars@apex.dk, +45 2619 9697
Character Publishing & Localization
Kontaktperson: Renée Jessen, CEO, renee@character.dk, +45 2714 8423
Erhvervsakademi Dania
Kontaktperson: Jonatan Yde, campuschef Grenaa, jyd@eadania.dk, +45 3122 5123