Gonge producerer motorisk udviklende og stimulerende redskaber til børn. Det har de gjort i mange år efterhånden, og faktisk har de også i en del år sendt produkter til Kina, hvor det kinesiske system går meget op i, at børn i bestemte aldersgrupper rent motorisk skal kunne forskellige ting.
Det har Gonges produkter understøttet, men firmaet følte samtidig, at deres produkter kunne understøtte kinesiske børns indlæring endnu mere. Men hvordan skulle de vise de kinesiske kunder, at der var flere gevinster at hente ved varieret brug af deres produkter? Og hvordan kunne de lave ”manualer”, der var mere end bare manualer, som de konstant kunne opdatere?
Svaret fandt de i projektet Midtnet Kina, som er et projekt for samarbejdende danske virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Her slog Gonge pjalterne sammen med Gejst/Studio og Via University College, der blev partnerne, der leverede henholdsvis digital udviklingskraft og udvikling af filmoptagelser, der reflekterer kinesiske præferencer.
Resultatet blev en digital læreplan, eller curriculum, som kan bruges i kinesiske børnehaver eller før-skoler, som i detaljer beskriver, hvordan Gonges produkter bruges bedst muligt og med mest positiv indvirkning på de motoriske færdigheder.
De senere år har kinesiske børnehaver og før-skoler udviklet en stigende interesse for Gonges produkter. Hos Gonge tror de på, at leg – især med deres produkter – fører til glade og læringsparate børn, hvorfor målet var at skabe en digital læreplan, som kinesiske sælgere, institutionsledere, pædagoger, forældre og børn kunne bruge til at facilitere god, motorikudviklende leg.
- Vores fysiske produkter sælger fint i Kina, men vi følte, at der kunne lægges et lag mere på med en digital løsning. Ideen var at skabe et element, der ligger rundt om produktet og understøtter alle de tanker og filosofier, udvikling og læring, som vi har lagt i udviklingen af selve det fysiske produkt, siger Henrik Gonge, Senior Product & Brand Strategy Manager hos Gonge og tilføjer:
- Det har været ret klart, hvad vi skulle lave. Det spændende var, hvordan det skulle gøres og udformes. Projektet har været ret konkret, men udspringer af en fortløbende proces, som også bidrager kreativt til den generelle forretningsudvikling.
Kina er som bekendt ikke bare et andet land. Det er et meget anderledes land sammenlignet med stort set alt, vi kender fra den vestlige verden. Derfor havde Gonge også brug for en kulturel tilpasning af den måde, de traditionelt set har formidlet deres legeredskaber på.
Som en konsekvens af dette allierede Gonge sig med det Aarhus-baserede digitale bureau Gejst/Studio, som skulle hjælpe med at bygge en digital læreplan, der slog på det bedste af både dansk og kinesisk kultur.
- Vi skulle sørge for, at Gonges digitale læreplan fik inkorporeret en masse grundviden og kultur, mens vi også fik løsningen til at afspejle det potentiale, der er i Kina. Samtidig skulle den selvfølgelig vise, hvad vi som danske firmaer kan, illustrere måden hvorpå vi arbejder og slutteligt være mere end bare en hjælpefunktion til Gonges produkter.
At Gonges add-on til deres fysiske produkter skulle være en digital læreplan, var der aldrig rigtig tvivl om.
- Kinas retail er bare langt foran os i Europa. Samtidig giver måden, kineserne bruger læreplanen på, os en masse indsigt og data i forhold til, hvordan vi kan forfine oplevelsen i fremtiden, siger Jesper Broberg Bang, der ejer Gejst/Studio.
Gonge overvejede inden Midtnet Kina-deltagelsen, om de skulle oversætte deres eget website til kinesisk. Efter samtaler med Gejst/Studio kom de dog frem til, at det ikke var den rigtige løsning for dem.
- Vi ved, der er mangel på pædagoger i Kina, så alt, der kan understøtte pædagogisk indlæring, hjælper. Derfor har vi også arbejdet meget med visualiseringer. Ønsket og målet var at skabe noget seriøst og substantielt, som ikke måtte blive for tungt. Der skulle være grundigt materiale, som gør livet nemt for Gonges kunder og Gonges produkter, forklarer Jesper Broberg Bang.
Da Gonge, i samarbejde med Gejst/Studio og VIA University College, kom med i Midtnet Kina, vidste de godt, hvad de gerne ville. Alligevel har deltagelsen i projektet betydet meget for deres arbejde.
- Midtnet Kina har gjort, at vi kan tage et skridt mere i den rigtige retning og få prototypen ud at leve. Det har været meget lige til med ”ud over kanten, i gang, prototype”. At teste nye initiativer af er den nye businesscase, men det koster altså bare penge, så den vej rundt har Midtnet Kina været en stor hjælp, siger Henrik Gonge.
Projektdeltagelsen har dog også haft andre gavnlige effekter, fortæller han. - Det har også været rigtig godt til netværksdannelse at være med i projektet. Der er naturligvis relativt stor forskel på de udfordringer, de forskellige deltagende virksomheder har, men vi har alligevel mange ting til fælles i form af udfordringer og succeser, vi kan dele.
- Det gør en stor forskel for os, at vi kan lancere prototypen og arbejde videre derfra. Vi tror på, at det faktum, at den digitale læringsplan understøtter salgsstyrken, vil hjælpe os fremover. Vi har været meget tilfredse med at deltage i Midtnet Kina-projektet, slutter Henrik Gonge.
Henrik Gonge, Gonge Senior Product and Brand Strategy Manager & Partner
+45 86 84 72 88 / hgonge@a-winther.com
www.a-winther.com/brands/gonge
Bulldog Digital Production ApS
Kontaktperson: Ben Brownlee, ben@bulldogdigital.tv
Gejst Studio ApS
Kontaktperson: Jesper Broberg Bang, jesper@gejststudio.com
VIA University College
Kontaktperson: Louis Thonsgaard, ltho@via.dk