I et gammelt pakhus på det yderste af den aarhusianske havn sidder to mænd. Deres fælles ambitioner rækker dog længere end kontorfællesskabet, for Nicolai Houe og Jakob Mølving har store planer med deres fælles tech-barn ved navn Nordic Online Learning Academy. Eller blot NOLA.
Sammen vil de gøre (efter)uddannelse tilgængelig for alle, der har brug for det. Og de vil gøre det på en måde, der tager kort tid og ikke kræver andet end en smartphone. Noget, der tiltaler kineserne, der bruger deres smartphones til stort set alt efterhånden.
- Herhjemme ser vi efteruddannelse som noget helt naturligt, men sådan er det langt fra i Kina. Missionen med NOLA er at give mennesker, der har brug for efteruddannelse, muligheden for at tilegne sig ny viden på en nem og konkret måde, der hurtigt og bekvemt kan omsættes i praksis, forklarer Nicolai Houe.
Netop Kina som det store marked, de fokuserer på, er også årsagen til, at de er med i MidtNet Kina-projektet, der skal katapultere danske virksomheder ind på markedspladsen mod øst.
- Da vi hørte om projektet MidtNet Kina, tænkte vi, at det gav perfekt mening for os at få sparring på et emne, der passer lige til os. Vi har fået virkelig vigtig hjælp, som vi næppe kunne have klaret os uden, samtykker de to iværksættere.
VIA University College har flere gange sendt personale til Kina, hvor de har undervist i den nyeste viden til kinesiske sygeplejersker, sundhedshjælpere og andet sundhedsfagligt personale. Det gav Nicolai Houe og Jakob Mølving ideen til NOLA, som gør det, VIA University Colleges personale har gjort.
De starter med sundhedssektoren, hvor fokus i første omgang vil ligge på efteruddannelse af folk, der arbejder med demens. På samme måde som VIA selv underviser kinesere. Bare på en nemmere og mere skalerbar måde.
Og så vil de gøre det digitalt, hurtigt og bekvemt, da det er vejen frem i Kina, forklarer de. Som de selv udtrykker det: ”vi producerer microlearnings til smartphones”.
- Alt i Kina foregår efterhånden på smartphones – betalinger, kommunikation, you name it. Derfor er det kun logisk, at vores læring skal være tilgængelig via smartphones. Alle har den ved hånden konstant, og desuden giver det os muligheden for at opdatere læringsmaterialet løbende i forhold til hvis det var for eksempel en bog, siger Jakob Mølving.
Der er mening bag den digitale satsning. Det digitale aspekt med læring via smartphones vil nemlig betyde, at NOLA kan skaleres, så det kan benyttes af rigtig mange mennesker. Noget skaberne tillægger stor værdi.
- VIA sælger disse kurser med efteruddannelse på den måde, at de simpelthen sender personale til Kina for at undervise, men med NOLA kan vi tage rejseaspektet ud af ligningen og spare tid og penge. Så når vi skræddersyr et kursus i behandling af borgere med demens i NOLA-appen, så kan det nå rigtig mange brugere, uden produktet bliver dyrere, siger Nicolai Houe og fortsætter:
- Markedet er enormt for VIA i forhold til at sælge efteruddannelse til Kina, men problemet er, at det ikke må blive for populært, da de så ikke kan efterkomme efterspørgslen. Derfor er NOLA smart. Vi kan gøre det billigere, mindre tidskrævende og understøtte et højere antal brugere, som stadig får adgang til VIAs viden, bare lettere.
For Nicolai Houe og Jakob Mølving er målet ganske klart.
- Vi er ikke noget quick fix. NOLA skal skabe øget livskvalitet for en enorm målgruppe, som især er karakteriseret af, at de har ringe eller slet ingen mulighed for at efteruddanne sig. Specielt på markeder som det kinesiske og andre, der oplever stor vækst, bliver der fokuseret på de allerede højtuddannede, når der bevilliges efteruddannelse. Det gør NOLA noget ved. Vi er idealistiske, hvilket også er årsagen til at vi starter med sundhedssektoren, men det er ingen hemmelighed, at vi også ser et stort forretningsmæssigt aspekt i vores produkt, siger Nicolai Houe.
NOLA er nemlig ikke kun bygget til sundhedssystemet. Den kan meget mere, mener skaberne.
- Vi starter med sundhedssektoren, da det er der, vi har kontakterne til blandt andet VIA, der har knowhow på området. Senere er planen selvfølgelig at udbygge NOLA, præsentere læring til andre målgrupper og tilbyde efteruddannelse til andre segmenter. Mulighederne er mange, men pædagogik, skole og indlæring samt rehabilitering af borgere er emner, der virker oplagte. Desuden er der potentiale i at tilbyde differentieret viden til forskellige brugertyper; det kan være sygeplejere, pårørende, forældre, hjælpere og så videre, siger Jakob Mølving.
Samtidig mener skaberne af NOLA, at der er andre markante fordele ved at gribe det hele så digitalt an, som de har valgt.
- På denne måde er vores ”læringspakker” altid opdaterede, da vi kan trække data, bearbejde den og se, hvad der fungerer, og hvad der kan optimeres. Vi kan tilpasse læring til en specifik målgruppe, hvortil vi også kan ændre i læringen, så snart der ny viden tilgængelig. I kraft af at der er tale om små bidder af ny læring og viden, så bliver det hurtigt efterprøvet af NOLA-brugerne ude i deres erhverv. For os betyder det, at vi kan evaluere på deres feedback og optimere. Alligevel er det helt essentielle faktisk ikke digitalt, for det er menneskene, der bruger NOLA. Mennesket er det vigtigste, hvilket kun passer godt til vores produkt, siger Jakob Mølving.
Midtnet Kina-projektet har fået NOLA’s ”fædre” godt ud over kanten, og med en ekstrabevilling fra MidtNet Kinas styregruppe er de kommet længere, end de havde regnet med at komme, da de startede ud.
Selv erkender de dog, at der er langt til mål. Hvis man altså kan tale om et mål, når man arbejder med et produkt, der hele tiden er under forandring.
- I Kina regner vi med, der sker store ting, men allerede i marts var vi i Kina, hvor vi præsenterede prototypen. Vi er i øjeblikket i dialog med en stor statslig instans, som vil bringe NOLA virkelig bredt ud, såfremt de vælger at indkøbe vores produkt. Forretningsmodellen er stadig relativt tentativ, da vi overvejer forskellige muligheder, men der er flere interesserede samarbejdspartnere på banen, siger Nicolai Houe.
I øjeblikket overvejer makkerparret Houe og Mølving således, hvorvidt deres NOLA-app skal være gratis, abonnementsbaseret med betaling, gratis med betalte add-ons eller noget helt andet. Mulighederne er mange, men for dem handler det også meget om, hvordan deres produkt kan gøre en forskel for brugerne.
- Vi er helt ærlige om, at vi selvfølgelig skal tjene penge på NOLA, men det skal også gøre verden bedre. De to ting ser vi dog ikke som modstridende, men forretningsmodellen skal selvfølgelig være helt på plads, siger de.
De er dog på vej til at komme helt på plads. Havde det ikke været for Midtnet Kina, så havde fremtiden nok set markant anderledes ud, erkender de.
- Ingen tvivl om, at Midtnet Kina har banet vejen for os og NOLA. Det har været en dyr omgang med udviklingen og alt, der følger med. Vi havde aldrig været der, hvor vi er, uden deltagelsen i Midtnet Kina, lyder det fra Nicolai Houe.
Potentialet er kæmpe, hvis man spørger de to iværksættere. De erkender dog også, at der er udfordringer ved deres projekt.
- Selvfølgelig er der hurdles, der skal overkommes. Forretningsmodellen er én af dem, men der også ting, vi ikke selv direkte er herrer over. Hvem, der køber NOLA, er én af de ting, vi ikke selv kan styre. Bliver det en statslig aktør, er vi langt allerede der. Hvis ikke skal vi genoverveje vores markedstilgang. Ikke at det er en ”showstopper”, men det kan være en mavepuster, siger Nicolai Houe.
Jakob Mølving byder ind med andre potentielle udfordringer:
- Kvaliteten af læringen skal også være på et konstant højt niveau, for det er dét, der adskiller NOLA fra andre. Den information og de input, der bliver til mikrolærings-pakkerne, kommer fra eksterne partnere, så dem er vi afhængige af, men vi er sikre på, de kan levere og blive ved med det i fremtiden også.
Generelt er de to iværksættere dog fortrøstningsfulde omkring deres produkt og dettes gavnlige effekter på samfundet i for eksempel Kina.
- Vi tror fuldt og fast på, at NOLA kommer til at ændre måden, hvorpå vi tænker efteruddannelse i lande som Kina, der endnu ikke har et uddannelsessystem, der sikrer kvalitet på samme måde, som vi kender det herhjemme. Der har Midtnet Kina været et rygstød for os, og vi glæder os virkelig til at tage de næste meget spændende skridt med NOLA, slutter Nicolai Houe.
Nicolai Houe, Founder/Owner, Nordic Praxis
+45 28 71 47 96 / nicolai@nordicpraxis.com
Jakob Mølving, Founder/Owner, Nordic Praxis
+45 31 33 71 41 / jakob@nordicpraxis.com