Triple Bite er danskproducerede funktionelle bolcher, der er udviklet med udgangspunkt i traditionel kinesisk medicin i kombination med sunde råvarer fra Danmark og Sydamerika. Et innovativt ”superfood”-produkt, som forhåbentlig bliver det første i en række produkter til kineserne, der udover den gode smag også værdsætter fødevarers og ingrediensers helbredende og positive effekter for krop og velvære. Jes Grandt Nielsen, Beeliving Aps, mener at muligheden for et tidligt test-forløb i Kina formidlet gennem VIA University College har haft uvurderlig betydning ift. produktudviklingen og tilpasningen produkterne henvendt det kinesiske marked.
Virksomhederne bag Triple Bite-projektet er Beeliving, der sælger danske honningprodukter, New Basics, der importerer naturlige og økologiske ”super food”-ingredienser fra Sydamerika, og Stilling Naturbolcher, der laver både almindelige og funktionelle bolcher med og uden sukker. Ingen af projektpartnerne har erfaring med det kinesiske marked og allierede sig derfor med VIA University College – Ernæring og Sundhed, som har gode kontakter i Kina, blandt andet i form af eget kontor og samarbejde med tre universiteter og andre partnere. Sammen med partneruniversitet i Beijing startede VIA University forrige år en sommerskole, hvor danske studerende fik mulighed for at tage til Kina og ”hente viden med hjem” om Traditional Chinese Medicine (TCM). Dette års sommerskole blev bl.a. brugt som platform for at lave tests af de udviklede prototyper, hvilket gav virksomhederne masser af brugbar viden til den videre udvikling.
Fem VIA-studerende har fra starten været dybt involverede i projektet. De har indhentet viden om TCM, været involverede i produktudviklingen, og to har efterfølgende været i praktik hos en af virksomhederne. Hos VIA er der stor interessere for flere af denne type virksomhedssamarbejder, da både virksomheder og studerende kan have stort gavn af samarbejdet. For virksomhederne var det særdeles positivt at se, hvor motiverede, selvstændige og involverede de studerende var – også når der opstod de uundgåelige udfordringer, der er forbundet med produktudvikling.
Sommerskolen afholdt i Kina gav mulighed for at teste prototyperne på potentielle kunder ved hjælp af to spørgeskemaer: Ét med fokus på sensorik, det vil sige smag, indholdsstoffer, forståelse af de opfattede gavnlige effekter m.m., og ét med fokus på den kinesiske forbrugers købsadfærd og præferencer såsom emballage, salgskanaler, prissætning etc. Der blev på basis af indsigterne opnået i Beijing konkluderet, at et par af prototyperne skulle skæres fra, mens tre-fire varianter skilte sig positivt ud. Fx varianten med dansk honning, gojibær, ingefær og sort maca fra Bolivia, som kineserne værdsætter pga. den gode smag, men også de positive TCM-effekter såsom godt for immunsystemet, libido og for Qi (i kinesisk terminologi den vitale og universelle livskraft).
For at fremme projektets kommercielle set-up er man i dialog med en større dansk forarbejdnings- og handelsvirksomhed inden for fødevarer, der har datterselskab i Kina, egne brands og et eksisterende produktsortiment, som bolcherne kan komplementere. Jes Grandt Nielsen, Beeliving Aps, har oplevet stor interesse for projektet og ser store muligheder i på sigt at udvikle andre funktionelle fødevareprodukter, f.eks. soft-bites med udgangspunkt i TCM, den unikke kombination af dansk honning, og naturlige sydamerikanske superfood-ingredienser (deraf navnet triple bite), det hele tilsat et twist af danske fødevaretraditioner-, kompetencer og godt håndværk.
Jess Grandt Nielsen, Beeliving Aps
+45 6010 5301 / jes@beeliving.dk
www.beeliving.dk
VIA University College – Faculty of Health science, Ernæring og Sundhed
New Basics Aps